Mærke 8

Mærke 8

For Mærke 8 handler det i høj grad om de små detaljer. Bensparket skal være stærkt og ubrudt, og især på siden skal vi øve det nu. Du skal kende kroppen, kunne dykke langt, og sidde på kanten og falde i og sætte af.

Svømmemæssigt tager vi for alvor fat i butterfly. Det er helt simpelt, startende med rytmen for armene – og ikke mere end den. Det gælder om at få de små ting på plads, og få rytmen helt ind i musklerne, inden vi bygger flere ting på i de senere mærker.

Sid, fald i, spark fra

Dette er en øvelse som er relativt let at starte på, men som alligevel kræver en del øvelse for at få øvet alle finesserne.

Siddende på kanten skal man lade sig glide i vandet, synke ned under vandet og så sætte af fra kanten. Det gælder om at kunne glide længst muligt.

Når man glider ned i vandet er det vigtigt at man ikke kommer for langt væk fra kanten, så man har det bedste udgangspunkt for et kraftigt afsæt.

Inden man sparker sig afsted er det vigtigt at man er helt i streamline, så man får mest muligt ud af afsættet.

Holde vejret i 10 sekunder

At holde vejret i ti sekunder er ikke nyt, men denne gang skal det gøres liggende eller siddende på bunden. Det er en stor fordel at puste luften ud af lungerne, for bedre at kunne holde sig under vandet.

At holde dig under vandet er så nemt at du kan lave andre ting imens – det kan være et spil “kryds og bolle” eller “sten, saks, papir”.

Husk at man kan øve sig i at holde vejret alle steder. Både i vand og på land – også udenfor svømmehallen.

Benspark på siden

Når du svømmer sideben er det vigtigt at hovedet, og det meste af kroppen, er under vandet. Det gælder om at ligge i flydestilling, sådan at du kun skal bruge energi på at komme fremad – ikke på at holde dig oppe.

Sørg for at du ligger helt lodret – den ene skulder/hofte mod bunden, og den anden direkte mod loftet. Kig ligeud, ind i kanten. Ikke skråt ned mod bunden, eller op mod loftet. Pust ud mens du har munden under vandet, og drej kun hovedet så kort tid som muligt, for at suge luft ind.

Din fødder og ben skal sparke frem og tilbage, lige langt ud på hver siden af kroppen.

Flad butterfly

Det vigtigste når du skal lære at svømme butterfly er at du ikke holder pauser i armtaget. Armene skal køre uafbrudt, og være helt strakte. Hele tiden, både under vandet og mens de føres frem over vandet.

Det er vigtigt at du bøjer i nakken, og lægger hovedet helt ned i vandet. Skuldrene skal være i vandoverfladen, så du nemt kan svinge armene frem over vandet. Det kan føles nemmere og hurtigere hvis du har helt knyttede hænder.

Svøm så langt du kan, uden at trække vejret. Hold en god pause når du skal have luft, og svøm så langt igen, med hurtige, strakte arme. Når du efter flere uger, måske måneder, har en god rytme med armene kan du begynde at tænke på vejrtrækningen – men ikke endnu. Hovedet ned, skuldrene op, armene frem.

Dette arbejder vi også med

  • Flydning
  • Fodledsøvelser
  • Crawl
  • Rygcrawl

Forrige mærke

Næste mærke

750 750 Jesper Kjær Andersen