Mærke 2
Øvelserne til Mærke 2 bygger videre på fortrolighed med vandet, men indeholder også et element af forståelsen for kroppen i vandet.
Du kan begynde at udnytte vandets bæreevne til at flyde, og du kan flytte rundt på dit eget tyngdepunkt – så det eksempelvis enten bliver nemmere eller sværere at holde balancen på en plade eller orm.
Holde balancen på et opdriftsmiddel
Balance på dette niveau handler først og fremmest om frihed i vandet. Du skal kunne lægge dig op og flyde, men frem for alt kunne komme op at stå igen. Krum dig sammen, og vent på at overkroppen er lodret så du kan trække benene og stå på bunden.
En anden del af balancen er at blive ven med den opdrift og modstand du møder i vandet. Det kan være når du sidder eller ligger på et redskab og skal bevæge dig fremad, bagud eller dreje rundt.
Benspark på maven
Det vigtigste ved bensparkene på maven og ryggen er at ligge helt strakt. Hovedet skal ligge i vandet, i naturlig forlængelse af overkroppen. Du skal også kunne svømme benspark liggende på siden.
Når du svømmer crawlben skal du huske at bensparket skal sparke mod bunden, og at du ikke skal holde pauser med benene.
Du skal være god til at flyde – med hovedet nede i vandet og overkroppen helt strakt – og herefter sætte benspark på.
Benspark på ryggen
Det vigtigste ved bensparkene på maven og ryggen er at ligge helt strakt. Hovedet skal være i vandet, i naturlig forlængelse af overkroppen. Du skal også kunne svømme benspark liggende på siden.
Når du svømmer rygcrawlben er det vigtigt at kroppen holdes strakt, hoften nær overfladen, og så benene bagud. Benene skal sparke bagud, ned mod bunden. Ligesom når man, helt rank og ret, går baglæns med store strakte ben. Prøv det – for at få en fornemmelse af sparkeretningen.
Rutsje i vandet på stor plade
I denne øvelse skal du rutsje ned ad en stor plade. Du må gerne komme i vandet på en vild og lidt ukontrolleret måde. Jo vildere jo bedre.
Det gælder om enten at finde fodfæste og balance på bunden, eller at flyde i vandoverfladen, og komme videre ind til kanten derfra.
Holde vejret under vandet i 5 sekunder
Næste niveau af vejrtrækning handler om at du skal kunne have hovedet under vandet og lave andre ting imens.
Det kan være at du er igang med at samle ringe, eller ser hvad en makker laver. Fortroligheden med vandet skal være så stor, at selve det, at være under vandet bliver en bi-ting, så der nu kan være fokus på andre ting.
Dette arbejder vi også med
- Vandføling – skodning
- Fodledsøvelser
- Forlæns Delfinhop
Forrige mærke